Dybere Liv-netværket under Dansk Oase har base i Bethlehemskirken. Det har eksisteret som spor på SommerOase i Odder siden 2003. De fire former for nadver, som vi, der er tilknyttet det nuværende netværk, har været med til at fejre, bliver nu udgivet som en lille bog hos ProRex-forlaget, under titlen:
Eukaristi – Smag og se – Ps. 34:9 – Fire nadverfejringer
Fra Forordet: Ritualerne i dette hefte er alle blevet brugt i forbindelse med Dybere Liv-sporets/netværkets gudstjenester. Som regel i forbindelse med tidebønner, Nadver I dog ved Nadvergudstjenesten på LederOase 2012, hvor Dybere Liv var med for første gang som netværk og derfor også havde indflydelse på gudstjenesterne. De mangfoldiggøres hermed til inspiration for det videre arbejde med den liturgiske fornyelse. Menigheden har nogle vigtige opgaver. Først er der indledningsdialogen, der sætter os på plads og retter fokus på Herrens indgang. Herudover har menigheden to klassiske indskud, hymnerne Sanctus (Helligsangen, Es. 6) og Agnus Dei (Guds Lam, Johs. 1:29, Åb. 5:12-13) – disse to led udtrykker netop menighedens medleven i ritualet.
Fra den afsluttende artikel “Om kirkens klassiske nadverritual”: Det er vigtigt at forstå, at vi skal have ritualet ‟optøet‟ for at få det til at fungere. En del af stivheden består i, at ritualet enten læses eller synges med gregorianske toner. Selve messetonerne kan ‟oplives‟ i den forenklede form, som Axel Madsen har lavet med inspiration fra Laub og hans mozarabiske toner. Men Sanctus og Agnus skal absolut ikke begrænses til gregorianske eller mozarabiske toner! Det svarer jo til, om vi sang alle salmerne til gregorianske hymnemelodier! Her kommer f.eks. klassiske karismatiske lovsange til deres ret, og jeg ville ønske, at der fandtes mange flere musikgenrer at vælge imellem til disse to vigtige led – ja, til samtlige de seks menighedsled i højmessen, som er menighedens – og ikke korets! Nok er nadveren en form, der er meget præget af sin historie, men den skal leves og ikke beskues som et museumsbesøg. Den er netop et værksted for Guds Ånd, som gør alt levende.
Med oldkirkelig refereres der som oftest til tiden frem til 300-tallet hvor kirkens gøres til statsreligion.